KOMBIT deler viden med udlandet

KOMBIT har deltaget i tre dages videndeling om kommunal digitalisering med de hollandske organisationer KING og VNG.

Hollands svar på KL og KOMBIT, VNG og KING, afslutter i dag tre dages besøg i KOMBIT for at dele viden om arbejdet med digitalisering af kommunale opgaver.

Gæsterne fra Holland har deltaget i en række møder med KOMBIT’s arkitekter og forretningsudviklere, KL’ere, kontaktpersoner fra DUBU-projektet og ikke mindst Egedal kommune.

”We see many opportunities in getting to exchange experiences with KOMBIT. It has a lot of value to us to get insights in the workflows between KL and KOMBIT and the digitalization process in Denmark in general”, siger Hans VerSteeg, projektleder for digitaliseringen af den sociale sektor i VNG. 

Inspiration fra DUBU

De hollandske kommuner står pt. overfor at overtage håndteringen af det specialiserede Børne- og Ungeområde fra den hollandske stat, og KING søger med deres danske besøg derfor bl.a. at høste erfaringerne fra KOMBITs DUBU-projekt.

Derfor har DUBU-kontaktpersoner fra Egedal Kommune deltaget i møder med KING og VNG for at give et indblik i implementeringen af DUBU i Egedal kommune.

For KOMBIT bringer det udenlandske besøg også ny viden, og ikke mindst forventninger om yderligere samarbejde.

”At der overhovedet eksisterer en udenlandsk pendant til KOMBIT giver helt nye muligheder for at dele erfaring indenfor området. Begge organisationer er ved at etablere en it-rammearkitektur, og vi har stor glæde af videndeling på området i forhold til valg af standarder og forvaltningsudfordringer. Vi identificerer løbende flere muligheder for samarbejde, og jeg ser frem til i fremtiden potentielt at udvide samarbejdet på tværs af andre landegrænser og høste hurtige gevinster til kommunerne”, siger Poul Christiansen, forretningsudviklingschef i KOMBIT.

 

Kontakt

Direktør for Forretningsudvikling & BI / CMO
3334 9444